Den nemmeste løsning er ikke nødvendigvis den bedste løsning.
I januar var jeg censor for en lille håndfuld kommunikationsstuderende som havde været et semester i praktik – ude og afprøve deres erhvervede viden om kommunikation, modtagere, afsendere osv. i praksis. Det havde de hver skrevet en rapport om, og det blev de så eksamineret i. Ja, beklager, det er en lang indledning som bare sætter en scene uden ellers at være relevant.
Han begyndte forfra
En af de studerende havde som praktikant på et mindre kommunikationsbureau bl.a. skrevet Facebook-annoncer for en politiker. Han beskrev hvordan han først blot havde genfortalt speaken fra den video som ledsagede teksten. Så budskabet i videoen blev formidlet uanset om man så videoen eller ej.
Da han var færdig, havde han kigget på sin tekst og så forkastet den. Fordi den var småkedelig og næppe ville vække interesse hos nogen – heller ikke den målgruppe de havde defineret.
Så han begyndte forfra. Tog udgangspunkt i målgruppen og hvad han vidste om dem og deres prioriteringer. Og i stedet for at genfortælle videoen skrev han om emnet ud fra målgruppens mulige bekymringer og holdninger. Han stimulerede altså brugerne til at ville se videoen, satte den i scene og fik fremhævet hvorfor den var relevant og værd at se – hvis man var interesseret i dét emne.
At gøre det bedre
Hvorfor fortæller jeg nu det? Fordi han faktisk var færdig med arbejdet. Han havde løst sin opgave, havde skrevet en sikkert udmærket tekst – klar til indrykning. Og så lavede han det alligevel om fordi han indså han kunne gøre det bedre. Og det er ikke fordi jeg mener, man skal lave alting to gange. Eller fordi jeg er begejstret for at alting kan ændres i sidste øjeblik når vi egentlig tror vi er færdige. Jeg fortæller om det fordi jeg er begejstret for at han faktisk gjorde sig umage. Ikke i første omgang – dér løste han bare sin opgave uden at tænke dybere over det. Men bagefter – da det gik op for ham at løsningen ikke var god nok. At han burde have tænkt sig bedre om inden han begyndte. Og så gjorde han sig den ulejlighed at starte forfra og gøre det bedre.
Stop op og tænk
For det handler om at gøre sig umage. Hver gang. Ikke blot løse opgaverne, men tage hver opgave alvorligt. Ikke bare gøre som det er lettest, gøre som vi plejer, og som det måske forventes. Ikke fordi der er noget galt i at løse opgaver som vi plejer, hvis det er det der er det bedste at gøre. Det vigtige er at tage stilling – være bevidst om hvorvidt opgaven kan løses bedre hvis det bliver gjort på en anden måde. Krævende, ja. Hårdt, ja. Men dels er det – i min optik – altid sjovere at forsøge at gøre det bedre end sidst. Og dels er det en måde selv at blive bedre på. Hvis man hver gang blot gør som man gjorde sidst, bliver løsningen – og ens egne evner – sandsynligvis heller ikke bedre end sidst.
Hvis man ikke prøver på at blive bedre, bliver man ikke god. Så bliver man bare rutineret.
Og jeg taler ikke om at variere i udtryk bare for at variere i udtryk. Ikke om at prøve at sætte logoet i midten fordi vi ellers altid sætter det ude til højre. Ikke bryde synergi i design eller budskab bare fordi vi har lyst til at prøve noget nyt. Slet ikke. For det er som regel en dårlig ide. Jeg taler om at slå automatpiloten fra og gennemtænke opgaven, mulighederne, før man lægger sig fast på løsningen. Og forholde sig til den færdige løsning – om det kunne gøres bedre?
Jeg hader det og jeg elsker det
Jeg har selv stødt panden mod produktionsselskaber, programmører og andre der hellere ville løse opgaver som de plejede. Ikke noget med at kaste sig ud i noget nyt der ville volde dem besvær. Og jeg er selv blevet udfordret når kolleger, produktionsselskaber eller andre har ment det ville være bedre at prøve noget mere, noget vildere, noget mere nytænkende end det jeg selv først foreslog. Ja, jeg hader! de gange det sker – men samtidig elsker! jeg det, hvis det er rigtigt, og det betyder at løsningen bliver bedre. Den nemmeste løsning giver ikke nødvendigvis den bedste løsning.
Som min spejderleder sagde for mange år siden ”Man kan ikke gøre for at man er dum, men man kan opføre sig ordentligt”. I denne sammenhæng vil jeg omformulere det til ”Man kan ikke gøre for de vilkår man har fået (tid, budget, kompetencer, samarbejdspartnere), men man kan gøre sig umage.”
Det var dét jeg var glad for at blive mindet om – og glad for at finde holdningen hos en kommunikationsstuderende jeg var censor for.
Husk at gøre dig umage
Den konstruktive del af dette stykke tekst bliver derfor at minde dig om at tage dine opgaver alvorligt:
- Spørg dig selv om den opgave du skal til at løse, er en løsning på det problem der er tale om? Måske er det bedre at lære folk hvordan de selv slukker en brand i en frituregryde uden den antænder hele køkkenet, end at lære dem at undgå at branden i frituregryden opstår?
- Stop op og tjek, om ideen kan gøres bedre?
- Giv dig selv tid til at vurdere om den løsning du er på vej til at færdiggøre, nu også er tilstrækkelig god. Kan det gøres bedre? Er det bare den løsning du laver, fordi det er nemmest? Kan det være enklere? Tydeligere? Hvad nu hvis…?
- Og husk altid at være omhyggelig med færdiggørelsen – korrekturlæsning, finish og alt det dér – det er sjældent det sjoveste, men det desavouerer din løsning, hvis der er åndssvage småfejl som kunne være undgået.
- Kort og godt: Husk at gøre dig umage.
Nyd at have fået lov
Og i tekstforfattersammenhæng rimer det også på én af de mange pointer fra Carsten Lynges klassiske bog ”Lær at skrive bedre Reklametekster” (1989), at man skal nyde at have fået lov til at skrive en tekst, frem for at være træt af at skulle.
Det kan nemlig læses mellem linjerne hvis man er træt af at skulle. Eller hvis det er ren rutine – din tekst risikerer at blive lige så uinspirerende at læse som skribenten var da den blev skrevet.
Så er det bedre at få en anden til at skrive for sig. Det har jeg været inde på før. Kontakt mig, hvis du mangler nogen til at skrive for dig. Eller hvis du gerne vil have en snak om at gøre sig umage.
