Tillægsord er farlige hvis du ikke holder øje med dem. Tillægsord – adjektiver – er de ord vi bruger til at beskrive. De fortæller om de navneord (og egennavne) de lægger sig til. Uddyber. Det er ikke bare en bil. Det er en blå bil, en ny bil eller en hurtig bil. Tillægsord er uundværlige, og dine tekster er sandsynligvis fulde af dem – og samtidig skal du passe på hvilke og hvor mange tillægsord du bruger – og hvordan du bruger dem. De kan nemlig både præcisere din tekst og udvande den.
Beskrivende og bedømmende tillægsord
Du bør først og fremmest skelne mellem beskrivende og bedømmende tillægsord.
De beskrivende fortæller hvordan ting er, ser ud eller føles. Forholdsvis objektivt: gul, kølig, sammenklappelig, dobbeltsidet, blank, lysende, åben, malet, rund eller håndsyet.
De bedømmende tillægsord giver en subjektiv vurdering: god, fantastisk, smagfuld, uundværlig, smuk, spændende, tiltalende, bjergtagende, idyllisk eller lækker.
Forskellen er at du med bedømmende tillægsord fortæller din læser hvad hun skal synes. Med de beskrivende fortæller du hvordan emnet er, så din læser selv kan danne sin egen holdning.
Og for det første er den holdning hun selv danner, stærkere i hendes sind, end den holdning du pådutter hende. Og for det andet risikerer du at hun opdager at du er ved at pådutte hende en holdning, og det får hende måske til at blive kontrær eller mistroisk: Er det mon så fantastisk, bjergtagende og smukt som teksten påstår?
Skaber du billeder eller pådutter du holdninger?
Prøv at se forskellen på disse tekster.
Først med (få) beskrivende tillægsord: ”Allerøverst, hvor den snoede og stejle grusvej ender, byder Salvatore smilende velkommen på vingården, som hans forfædre har gjort i otte generationer. Bag ham åbner landskabet ned over vidtstrakte, grønne vinmarker ned til den rolige flod i bunden af dalen og op ad bjergskråningen på den anden side.”
Og så med (flere) bedømmende: ”For enden af en romantisk og idyllisk vej tager den hyggelige Salvatore hjertevarmt imod os på den stolte families bedårende vingård. Lige bag det yndige og maleriske hus er der en fantastisk, betagende smuk udsigt ned over den prægtige dal med store vinmarker og den skønne, pittoreske flods kønne strøm.”
Bedømmelser er dårlige beskrivelser
”Den snoede stejle grusvej” overlader det til læseren at vurdere hvordan hun oplever vejen. Og det er både muligt og sandsynligt at beskrivelsen skaber et romantisk eller idyllisk billede af landskabet, hun kan fantasere om. Hvorimod ”En romantisk og idyllisk vej” har leveret fortolkningen. Der er ikke overladt meget til læseren.
Samtidig fortæller ”hyggelige”, ”yndige” og ”kønne” ikke hvordan landskabet faktisk ser ud. Jeg kan se ”vidtstrakte grønne vinmarker” for mit indre øje, men hvordan ser en ”prægtig dal” og ”skøn, pittoresk flod” ud? De bedømmende tillægsord giver ikke ret gode beskrivelser. Det gør de beskrivende (som ordet antyder) – og ud fra dem kan jeg sagtens danne stærke billeder inde i hovedet.
Skriv som Hemingway
Anbefalingen er at du skriver mere som Ernest Hemingway. Hemingway er nemlig kendt for at være meget sparsom med sine tillægsord: ”Hemingway nærede som skribent en dyb mistillid til adjektiver og adverbier. Det var, som om han mente, at forfatteren derved påtog sig tolkningen af begivenhederne på vegne af læseren – i stedet for at stole på, at læseren kunne klare opgaven selv på grundlag af egne erfaringer”, skriver Regner Hansen på Journalisten.dk og citerer professor James Nagel fra University of Georgia for at Hemingway ”pådutter ikke læseren, hvordan han skal reagere. Han nøjes med at formidle stemningen”.
Pas på ukonkrete tillægsord
Det er ikke kun de bedømmende tillægsord der er ukonkrete og vage i deres beskrivelser. Mange af de beskrivende tillægsord er også upræcise: Hvor høj er en høj mast? Hvor mange er mange ord? Og hvor lang er en lang rejse? – eller en kort tur? Det er forskelligt fra person til person. Vi kan være uenige om noget er langt eller smukt, hvorimod det er sværere at diskutere ”firkantet”, ”rød” og ”fritlagt”.
2. gradbøjning er vagere
Endnu en ting du skal passe på med tillægsord, er når de gradbøjes. Du husker sikkert engang i skolen at have lært om de tre grader, tillægsord bøjes i. F.eks. flot flottere flottest – og god, bedre, bedst. Her er 2. gradbøjning farlig at bruge, fordi den gør din tekst ukonkret. Når du skriver at dit produkt er stærkere, hurtigere eller bedre, efterlader du din læser med spørgsmålet ”…end hvad?”.
2. gradbøjning hedder ”komparativ”, og ”at komparere” er at sammenligne. Så 2. gradbøjning er ret præcis når du sammenligner ting (A er større end B), men hvis du ikke sammenligner med noget, er det jo ikke en sammenligning. Så er det bare en luftig påstand. Det gør dit indhold vagt. Hvis du ”er hurtigere” – mener du så hurtigere end en snegl eller hurtigere end en formel 1-racer?
Og hvis du ikke kan konkretisere ved at sammenligne, så må du være konkret og fortælle hvorfor noget er bedre – frem for blot at påstå at det er ’bedre’.
3. gradbøjning er mest postulerende
3. gradbøjning – den der hedder superlativ – skal du også være påpasselig med. Fordi det meget hurtigt kommer til at virke postulerende. ”Den prægtigste dal med de største vinmarker og den skønneste, mest pittoreske flod”, for nu at løfte teksten ovenfor op i 3. grad. Her kan du virkelig opnå modstand, fordi subjektiviteten bliver tydelig. Og fordi ”den smukkeste” er noget af en påstand eller et løfte at skulle leve op til. Måske har din læser sin egen favoritdal, og det skal din tekst ikke blande dig i.
Faktisk er det også de bedømmende tillægsord, du er mest tilbøjelig til at ville bøje i 2. og 3. grad.
Fantastiske citater med de allerbedste tillægsord
Jamen, spørger du måske: Hvad gør jeg hvis jeg skal citere én der bruger bedømmende tillægsord i 2. eller 3. gradbøjning? Du gør det at du citerer dem! Og her omfavner og knuselsker du de subjektive, bedømmende tillægsord. Fordi de giver citatet liv og personlighed – som vel er én af formålene med at citere en tilfreds kunde, en glad medarbejder eller hvem det nu er.
Det samme gælder dine biord
Du bør have samme opmærksomhed ved mange biord – adverbier. (Afledte) biord er beskrivende lige som tillægsord, men lægger sig op ad verber, tillægsord m.m. i stedet for navneord. Altså når børnene skriger højt, når vinen smager sødt eller himlen er lysende blå, er det ikke tillægsord, men biord, der beskriver.
I denne sammenhæng er det mindre vigtigt, om den grammatiske betegnelse er tillægs- eller biord. Det du skal tænke over, er hvor konkret eller vag beskrivelsen er – og om du overlader det til din læser selv at forme sin holdning, eller du forsøger at pådutte hende én hun kan være uenig i.
Og lad mig vide, hvis du skal have hjælp til at vælge de rette bi- og tillægsord i dine tekster.
